"Man siger, generaler altid udkæmper den forrige krig. Måske kan man sige, at journalister altid udkæmper den forrige valgkamp. Sådan virkede det i al fald under og efter vores nye statsministers åbningstale. Alle de politiske journalister fortsatte valgkampen og ingen af dem syntes at opdage, at der tilsyneladende er et systemskifte under opsejling, et skifte som parametrene ”blå” og ”rød” slet ikke fanger. Det registrerer end ikke på deres radar!
Så hvad er dette systemskifte? Vi har fået en statsminister der krammer og som en god storesøster vil have alle søskende til at lytte til hinanden og samarbejde. På ganske få uger efter valgsejren kan hun stille et hold med en del unge mennesker, som stråler af lyst til at teamworke, noget som det gamle hold ikke vidste hvad er, for de arbejdede overvejende under kommando-paradigmet.
Vi så det allerede, da de endelig trådte ud af ”tårnet”, som de havde omdøbt hotel Crowne Plaza på Amager til. Ledere af tre partier sagde samstemmende og tydeligt opløftede, at de sammen havde fundet bedre løsninger end de havde kunnet udarbejde hver for sig. Og at de var kommet tættere på hinanden ved at tilbringe to uger sammen fra morgen til aften.
Uanfægtet af dette render hele det journalistiske korps rundt med en kontraktpolitisk formel-bog, hvor de krydser af, hvem der ikke har fået, hvem der har fået, og hvem der har tabt og hvem der har vundet. De kan ikke forholde sig til, at når vi lytter til hinanden og redeligt prøver at finde veje til at gøre ting bedre, så får vi faktisk bedre løsninger end nogen alene kunne skabe.
Det er – hvis det holder – et paradigmeskift, som længe har været kendt i den innovative del af erhvervslivet og i undervisningssektoren. Det er simpelthen gruppeeksamens-generationen der endelig er kommet til magten. Teamwork-erfaringen fortæller, at alle i en gruppe på et eller andet tidspunkt kan bidrage med noget helt unikt. Det er ikke den samme person hver gang, så man skal være i vane med at lytte til hinanden. Det hedder også kollektiv intelligens og denne slår altid den individuelle intelligens, hvis man finder en form, hvor enhver bidrager med sin styrke og holder mund med sin svaghed. Det er kunsten. Og den lærer mange i de nye generationer gennem arbejde eller uddannelse.
Måske får tv-seerne ikke nogen god krimi ud af disse unge teamworkere, men hvis de kan vise os alle sammen vejen til en renæssance for det Danmark, som gennem tiderne har vist en helt særlig styrke, så må det for mig gerne være mindre ”underholdende”. Denne danske styrke er og forbliver i de folkelige fællesskaber, i en jævnhed der indebærer at alle kan være med. Det begyndte med tingstederne som stadig står i landskabet, og hvis man skal tro den romerske historieskriver Tacitus’ beklagelser over danerne, så fik kvinderne endda lov til at tale med og høvdingen kunne ikke bare kommandere, men skulle sikre sig opbakning fra alle.
Det fortsatte med andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, husmandsbevægelsen og arbejderbevægelsen – og endda i folkekirken og frikirkerne, i folkeskolen og i friskolerne, og det er ikke slut endnu. Måske … måske, ser vi den ægte danske kulturarv og de ægte danske værdier gro frem igen i en svær økonomisk tid. Som storesøster sagde i sin tale, så ville det ikke være første gang, at vi her i landet blev stærkere af at gå gennem en svær tid – sammen.
Og det er helt bestemt et opgør med den store fortælling om vindere og tabere, som alle synes grebet af. Det er fortællingen om, hvordan alle kan blive vindere – ved at kunne være med og bidrage. Det helt store spørgsmål bliver, om der endelig kommer et opgør med det totrediedels-samfund der opstod ud af oliekrisen i 1973 og globaliseringen.
Hvis jeg ser rigtigt, har en lille flig åbnet sig og angivet en ny retning at gå i. Ikke helt dårligt, som vi vist stadig siger her i det jævne Danmark.
Ole Grünbaum
(Trykt i Weekendavisen 7. oktober 2011)"
Respekt til den kære Ole!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar